10. januar - 14. april
VED HAVET
Særudstilling med Aka Høegh
10. januar - 14. april 2013
På særudstillingen Ved havet præsenterer Nordatlantens
Brygge en af Grønlands mest anerkendte og respekterede kunstnere,
Aka Høegh. Med udvalgte værker udfoldes naturens - og særligt
havets dybe betydning for kunstneren.
Jeg går rundt på stranden og ser på et stykke drivtømmer i
lang tid. Når jeg kigger på det, giver det mig nye idéer og tanker.
Væsener der skal forløses og bringes frem for dagen.
(Aka Høegh)
En betydelig del af Aka Høeghs kunstneriske produktion
gennemstrømmes af havet. I hendes havskildringer bevæger havets dyr
og tangplanter sig som æteriske væsener rundt på billedfladen i et
og samme holistiske univers, hvor også de monumentale isfjelde
knejser. Og i de nye værker af grønlandsk drivtømmer, har havet
helt konkret sat sig spor og formet materialets flader.
Siden Aka Høegh som barn på stranden indsamlede opskyllede ting og
ridsede i dem, har havet haft tag i kunstneren. Fra sit atelier i
Qaqortoq har hun udsigt og direkte adgang til det foranderlige
element. De omkringliggende sydgrønlandske fjorde bringer ro og
inspiration, når hun fra sin båd registrerer vejrligets påvirkning
af vandet eller de fine detaljer i vinterisens brydninger. Det er
herfra, hun ser det fremmede sølvgrå drivtømmer og de forliste
enebærgrenes særlige potentiale. Hér hun finder de tilbageværende
ryghvirvler fra en strandet hval, og med sin uundværlige notesbog
tilrettelægger sine delikate indgreb i materialerne. Indgreb, der
skal blotlægge den sjæl, hun mener naturen besidder, og som hun ser
som sit formål at forløse kunstnerisk.
Det er hér; Ved havet, at Aka Høegh lever og levendegør
sin kunst.
Også de traditionelle grønlandske myter er væsentlige kilder til
inspiration og medvirker til at forme Aka Høeghs syn på det
omgivende samfund. Mange af myternes pointer er stadig relevante,
og når hun gentagne gange henter motiver fra f.eks. myten om Havets
moder, hvor mennesket straffes for sit hovmod og ødselhed og nægtes
adgang til naturens ressourcer, så er det fordi dens pointe om at
passe på den natur, vi selv er en del af, også er gældende i dag.
Aka Høeghs kunst går hermed i dialog ikke bare med naturen, men
også med omverdenen, ikke fordi den er politisk eller
samfundskritisk, men fordi hun har en holdning til det omgivende
samfunds værdier.
I forbindelse med den aktuelle udstilling har Aka Høegh arbejdet
med en række helt nye værker til udstillingen på Statens Værksteder
for Kunst. Båden af enebærgrene, Himmelrejsen er bl.a.
skabt der. En række af udstillingens værker er til salg, og
interesserede kan henvende sig i receptionen på Nordatlantens
Brygge.
Katalog
Til udstillingen er der produceret et katalog med tekster af
kunstner Bodil Kaalund og kunsthistoriker Anne Marie Gjedde Olsen
samt billeder af udvalgte værker. Kataloget er på 44 sider og kan
købes for 50 kr. i receptionen på Nordatlantens Brygge.
Udstillingen er støttet af:
Augustinus Fonden
Grønlands Selvstyre, Kulturdirektoratet
NAPA, Nordens Institut i Grønland
Royal Arctic Line
Statens Værksteder for Kunst